02/2013 Anne Linnets skrift mangler magi


Anmeldelse:

Anne Linnet har igennem årtier beriget og forført danskerne med sit storslåede talent for at skabe og lave magisk, god musik. ‘Testamentet’ er Anne Linnets eget selvbiografiske værk, hvor vi får indblik i hendes ungdom, ægteskab, moderrolle, starten af den imponerende musikalske karriere – og stribevis af kærlighedsaffærer. Litterært når Anne Linnet desværre ikke samme højder som med sin musik. Trods charme, mod og ærlighed udebliver den store magi i fortællingen.

Af Nadine Lensborn
Februar, 2013

Det tager en krig at komme igennem Anne Linnets ‘Testamentet’ – for nu at bruge ét af hendes mange særegne yndlingsudtryk i bogen.

Ikke mindre end 574 sider skal man igennem, men så kommer man da også et godt stykke rundt om Linnets mangefacettede liv: Det turbulente ægteskab med musikeren Holger, som hun i en ung alder får børnene Eva og Jan Martin med, og tabet, sorgen og savnet over den højt elskede far.
Og så er der også lige karrieren. Allerede i sin studietid sideløbende med konservatoriet startede hun imponerende nok bands som ‘Shit & Chanel’ og ‘Anne Linnet Band’ med blandt andre Sanne Salomonsen og Lis Sørensen. Derefter tager hun det meget personlige spring til at danne bandet ‘Marquis de Sade’. Nåh ja – så får hun også lige lavet musik til et par teaterstykker og musicals undervejs, herunder ‘Berlin 84′.

Og så er vi ikke engang halvvejs igennem Linnets CV. ‘Testamentet’ slutter efter indspilning af ‘Barndommens gade’ (1986).

Førsteelskeren Linnet og damerne
Jo, fru Linnet kan nok tage pusten fra de fleste, og det gør hun også i `Testamentet´. Desværre ikke kun på den fede måde. Der bydes på lige lovlig mange ligegyldige gentagelser af banale ting, middage og byture, som i lange passager kvæler fortællingen i en monoton rytme – og ja, så er der også et hav af sværmeri med damer – og et par mænd. Men trods al flirteriet var jeg altså halvvejs igennem nær ved at give op – af kedsomhed.

Linnet fremstiller sig konkret som en kvindelig Don Juan på side 270, hvor hun nynner: ”Don Juan var en mand. Jeg er en kvinde. Don Juan elskede med et tusinde og tre kvinder i Spanien. Amatør. Jeg har elsket med langt flere – kvinder.(…)”

Som læser havde jeg nu stadig ”købt den” med langt færre damer nedlagt på siderne.

Til Linnets forsvar må siges, at hun faktisk til en start skriver ganske uskyldigt om sine flyvske følelser for snart det ene så det andet meget smukke hunkønsvæsen, der med deres ”lys” så let løber af med hendes følelser og tanker. Før det bliver rigtig hedt, får Linnet elegant lukket døren og skiftet emne. Intet seriøst guf til snagergenet – endnu.

Linnets sorte periode
Til gengæld gives der bogstavelig talt ”smæk” for skillingen, i den anden del kaldet `Anden bog – Sort´. Linnets forhold til sin far og hans død beskrives med et nærvær, en styrke og en dybde, som gjorde allermest indtryk på mig i læsningen. Efter hans død får en snigende ensomhed og rastløshed bidt sig fast i Linnet.

Hun drages mod S/M miljøet og får hul på bylden ved blandt andet at opsøge en prostitueret, en detalje, der selvsagt både chokerer og sprænger fordommene om den ”typiske” prostitutionskunde.

Fortællingen om herskerinden Valerie, som Linnet møder i New York og får lokket til København og indleder et opslidende sadomasochistisk forhold til, er uden tvivl modigt fortalt. Men er jeg mon den eneste, der – om end nok så fordomsfri – følte mig som en ufrivillig voyeur igennem de syv kapitler?

Det er prisværdigt med Linnets vilje til at fortælle lige ud af posen og bryde de seksuelle tabuer, som S/M stadig indebærer. Desto mere ærgerligt er det, at Linnet bare ikke formår at overbevise mig om, hvorfor hun elsker og fascineres af den dominerende, men også tydeligt ustabile og i min optik røvprovokerende Valerie. Jo tak, jeg lider ubesværet med Linnet igennem siderne i afsnittet `Sort´ – så langt bliver jeg da overbevist, men…

Linnet og musikkens magi
Anne Linnets musikalske bagkatalog er imponerende i sin spændevidde, og man kan kun blive dybt imponeret over, hvad Linnet får fra hånden (og hjertet) på den musikalske front. En række (mere eller mindre kendte) kvinder bliver i bogen kronet som muser bag nogle af Linnets største hits som for eksempel `Smuk og dejlig´, `Søndag i april´, `Venus´, `Glor på vinduer´ og `Marquis(e)´. Det må være smag og behag, om man synes, at Linnet går for tæt på privatlivets fred.

Selv indrømmer jeg gerne, at jeg især nød at få indblik i personerne og begivenhederne bag nogle af Linnets bedste sange. Fortællingerne giver et fintfølende og interessant indblik i, hvordan livet – kærligheden og smerten – og kunsten ofte smelter sammen. Store kærlighedshymner skrives sjældent på fri fantasi. Heller ikke Linnets.

For mange løse ender
Trods bogens murstensformat er der mange løse ender. Linnet vælger eksempelvis at blive hos en mand, der i starten af deres ægteskab er rundhåndet med lussinger. Personligt savner jeg som læser, at blive lukket ind til en dybere refleksion over hendes egne tanker og følelser om hans adfærd, imens det står på og efterfølgende.

Anne Linnet er herlig frigjort fra rigide kønsroller i sin fandenivoldske kvindelighed. Hun er frontløber som kvindelig musiker (og som musiker i det hele taget) og kærlig mor på sine egne præmisser. Man tvivler ikke på hendes kærlighed til børnene, som får god plads i bogen – men i længere passager i starten, hvor den står på arbejde, fest og forførende bekendtskaber i København og udlandet, forsvinder hendes familieliv mærkeligt ud i horisonten. Spørgsmålet om, hvordan Linnet har fået musikkarriere versus familieliv-kabalen til at gå op, bliver kun delvist besvaret.

Middelmådig læseoplevelse
De nysgerrige Anne Linnet fans kan roligt læse bogen for underholdningens skyld. Den byder på masser af sjove anekdoter, finurlige optrin fra fru Linnets privatliv og musiklivets fest og farver og en charmerende humor, men noget stort litterært værk er det altså ikke. Magien, der kendetegner så meget af Anne Linnets musik, savner jeg for alvor i bogen.

`Testamentet´ har for mange svagheder i formen, sprogstilen og længden til, at det blev en rigtig god læseoplevelse. Trods nysgerrighed krævede det alt for stor kampvilje at komme frem til sidste side, og det kan derfor kun blive til to ud af fem kamptegn herfra.

Anne Linnet:
Testamentet
People’s Press, 2012
574 sider

Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i Magasinet Danner