de fabler om fugl Føniks
som var det
en naturgiven lov
og vi stod dér, under din sorte
regn
og dine ords
aske
på vores hænder
du skænkede
dine bløde slag mod
huden
dine hårde kærtegn mod
ruden
Den lille dreng med tændstikkerne
du så ind på os
og råbte ”skål!”
Vi så dig i flammens kortvarige lys
vi så stjerneskuddet på papirhimlen
vi var fortabte i vores ønsker
imens du fra din
smukkeste indsigt
fortsat steg op og op og
op
indtil du snublede ind i
himlen
med dine blodplettede
vinger