Anmeldelse:
‘Mit liv med Liberace’ spiller på alle farverige tangenter i historien om Liberaces femårige kærlighedsforhold til den væsentlige yngre Scott Thorson. Michael Douglas er eminent i rollen som den flamboyante entertainer, der offentligt spillede rollen som heteroseksuel stor-charmør, imens han privat udfoldede sit sande jeg i stribevis af homoseksuelle forhold.
Af Nadine Lensborn
November, 2013
Entertaineren Liberace var ikke kun en verdensmand, som de nu engang var i 1970´erne, hvor der var plads til store ægte pelse under diskokuglernes glans og vilde ubekymrede seksuelle udskejelser uden vilde tømmermænd.
Hos Liberace fik den lige en tand mere end hos de fleste. Han var ikke kun ”larger than life” på scenen foran sit klaver, der var pyntet med dyre kandelabre (lysestager), imens hans fingre dansede lystigt henover tangenterne med, for mange, usmagelige store diamantringe og ham selv iført imponerende rober – han var ligeså farverig, camp og ”queer” privat.
‘Mit liv med Liberace’ lukker os ind i Liberaces private sfære, hvor det som beskuer er svært ikke at blive forført af det så åbenlyst ekstravagante. Det samme bliver den unge Scott Thorson (rasende godt spillet af Matt Damon), da han møder Liberace i hans omklædningsrum efter en af hans koncerter. Her tager filmens essens, et intenst kærlighedsforhold mellem de to, sit afsæt.
Undgår karikaturen
‘Mit liv med Liberace’ er baseret på bogen ‘Behind the Candelabra’ (som er filmens originale titel), hvor Scott Thorson fortæller om de fem år, han havde et kærlighedsforhold til Liberace, som startede i 1977. Et hemmeligt forhold vel at mærke. I offentligheden bar Liberace masken som heteroseksuel storcharmør.
Vi får indblik i elskoven, champagne på kanten af badekarret og hvordan butleren fyres, da han som slangen i paradis antyder over for den unge Scott, at han kan se frem til frit fald fra det, som minder om paradisets have. Han er, lyder varslet, blot en i rækken af Liberaces lange række af elskere. De er set komme. De er set gå. Det nye er dog denne gang butlerens afgang.
Liberace er en sand livsnyder. Han er storslået og gavmild og, bragt til live igennem Michael Douglas’ eminente skuespil, absolut troværdig som den flamboyante stjerne, der i glimt viser sig ligeså følsom og sårbar, som han er nær usammenlignelig i sit forfængelige storhedsvanvid.
Netop Liberaces spontane panikagtige trang til skønhedskirurgi, som ingenlunde var normen i slut 1970′erne og start 1980´erne, vækker stor latter – men også sympati. En middelmådig skuespiller ville nemt kunne have endt med at spille Liberace som ren karikatur – men her åbenbares Michael Douglas’ ikke overraskende talent. Han formår i overbevisende grad at favne og balancere de mange nuancer i Liberaces farverige personlighed, som i svær grad er bygget på flere lag af skuespil. Han er den offentlige (heteroseksuelle) entertainer, den passionerede (homoseksuelle) elsker og den pligtopfyldende, men forsømte søn.
Sex, løgn og Soderbergh
Der er inderlighed i scenerne, hvor Liberace udtrykker, hvordan han oprigtigt ønsker at være alt for den eneste ene: Faderfiguren, forsørgeren og elskeren i ét. Og poesi når han udtrykker behov for at blive set, oprigtigt, som sig selv, bag sin egen fantasme.
Og der er vildskab i de hede sexscener, så man lige spærrer øjnene op en ekstra gang. Ikke kun fordi man pludselig kommer i hu, at det faktisk er to velrespekterede – og i deres tidligere roller ofte ret stereotype ”macho” – hollywoodskuespillere, der dér, tæt sammen og nøgne, udtrykker elskovens lyksaligheder. Men nok mest fordi homoseksuelle elskovsscener (mellem mænd), bare stadig ikke er særlig udbredt på det store, hvide lærred. Og hvem havde lige set den komme med Michael Douglas og Matt Damon i hovedrollerne?
De gør det ganske troværdigt, og det er først efter rulleteksterne, man tænker over, hvor modige – og hvilken fryd! – disse skuespillerpræstationer faktisk er. Mon ikke man kunne forestille sig en mandlig skuespiller eller to, der ville takke nej til de scener alene af frygt for homofobiske reaktioner fra fanskaren – også selvom vi skriver 2013.
Dette er endnu en frygtløs fjer i hatten for filmens instruktør Steven Soderbergh – der også tilbage i 1989 med sin debut som spillefilmsinstruktør forførte et stort filmpublikum med `Sex, løgn og videofilm´. Lig dengang serveres det (også dengang tabubelagte) erotiske direkte, dog uden at blive grænseoverskridende.
Som forudset ender Scott som én i rækken af Liberaces storforbrug af elskere. Liberaces temperament trækker forholdet igennem skænderier, jalousi og til sidst en dramatisk afslutning.
Selvom filmen kun giver indblik i Liberaces liv på hans ældre dage, får man nogle små skarpe hints, som peger bagud og røber et kompliceret forhold til moderen. Eksempelvis er Liberaces hjem fyldt med klaverer, men som han antyder, spiller han aldrig på dem, fordi han i barndommen blev tvunget til at øve sig konstant. Det er bittesmå glimt, som raffineret ramt åbner ind til større sår bagud og gør Liberaces komplekse og lunefulde karakter troværdig.
Maskespil og et liv i skabet
Filmen berører samtidig dybere og svære tematikker. Så som kontrasterne, når en menneskelig sårbarhed skjules under en glitrende facade. Eller Liberace som sønnen, der mere føler sig ”fri” end i sorg, da moderen dør. Vi oplever mennesket bag stjernenavnet Liberace, der viser sit nøgne ansigt, når tøjet, smykkerne (og toupéen) fjernes, og passionen kan få frit løb.
Liberace levede to liv, som et (tragisk) produkt af tidsånden, hvor de fleste store stjerner ikke var sprunget ud af skabet – og hvor udbruddet af sygdommen AIDS i 1980′erne og angsten for stigmatisering ikke just gjorde det nemmere at stå åbent frem som homoseksuel.
‘Mit liv som Liberace’ yder i den kontekst Liberace retfærdighed med et ærligt blik bag facaden. Han fremstilles ikke som nogen helgen – men han var uden tvivl et menneske af sjælden karakter bag de store rober og armbevægelser og et særegent musikalsk talent. Han var festlig og farverig privat som på scenen – og i filmens optik menneskeligt meget mere end hans offentlige liv gav antydning af og plads til.
Heldigvis får Liberace i dette filmiske eftermæle alt, hvad tøj og remmer kan bære.
‘Mit liv med Liberace’ fortælles med et kærligt glimt i øjet, som fint matcher det glimt i øjet, Liberace selv havde til tilværelsen, når han gav den gas med noget, man i dag ville betragte som næsten vulgær smag. Men som citatet fra Liberace selv lyder:
”For meget af det gode er pragtfuldt”.
Og undertegnede var pragtfuld underholdt i de godt to timer filmen varer.
Anmelderen giver fem ud af fem kamptegn.
Mit liv med Liberace
Engelsk titel: Behind the Candelabra
Instruktør: Steven Soderbergh
SF Film, 2013
Drama
118 min.
Filmen er baseret på Scott Thorsons selvbiografiske roman ‘Behind the Candelabra´ om hans hemmelige forhold til den verdensberømte pianist Liberace. Bogen har Alex Thorleifson som medforfatter.
Steven Soderbergh er filminstruktør og vandt en Oscar som bedste instruktør for filmen ‘Traffic’ i 2000. Samme år var han også nomineret til en Oscar for filmen ‘Erin Brockovich’. Han instruerede og skrev manuskriptet til filmen ‘Sex, løgn og video’ (1989), som vandt De Gyldne Palmer i Cannes samme år. For nylig blev Soderbergh genvalgt til en femte periode som vicepræsident for The Directors Guild.
Michael Douglas er søn af skuespilleren Kirk Douglas og havde en succesfuld rolle i politiserien ‘The Streets of San Fransisco’ i 1970′erne. Han er kendt for sine roller i film som blandt andet ‘Kina-syndromet’ (1979), ‘Wall Street’ (1987, hvor han modtog en Oscar for sin rolle), og ‘The Game’ (1997), samt actionprægede film med erotisk tema som ‘Fatal Attraction’, ‘Afsløring’ og ‘Basic Instinct’.
Matt Damon fik sit gennembrud som skuespiller med sin rolle i ‘Good Will Hunting’ (1997), som også indbragte ham selv og Ben Affleck en Oscar for bedste originale manuskript. Han spillede en biseksuel rolle som Tom Ripley i filmen ‘The Talented Mr. Ripley’ (1999).
Anmeldelsen blev oprindeligt bragt i Magasinet Danner