Foto: Marco Anelli © 2010 (poster) & Marina Abramovic, Courtesy of Show of Force
Anmeldelse:
Marina Abramović bliver kaldt for performancekunstens bedstemor. I 2010 havde hun en retrospektiv udstilling på MoMA, der bød på det spekatulære værk `The artist is present´. Dokumentarfilmen af samme navn fører os ind i performancekunstens verden og Marina Abramovićs på én gang grænseoverskridende, ekstreme og forførende liv og historie.
Af Nadine Lensborn
April, 2013
Scenen er en bar gulvflade i et stort hvidt rum. I midten står to stole over for hinanden, indrammet af store projektørlys. På den ene stol sidder Marina Abramović. På den anden sætter museumsgæster sig på skift. De må sidde der så længe, de vil, men der er ingen snak. Kun mødet mellem to blikke. Marinas brune øjne møder og fastholder med et direkte blik og stoisk ro hver ny person, der indtager pladsen på stolen over for hende.
Stedet er MoMA Museum of Modern Art i New York. Et af verdens mest anerkendte museer og stedet, hvor lokale, turister og rejsende fra hele verden i 2010 var villige til at tilbringe natten uden for museet, for at komme først i køen til en tid i stolen over for Marina i performanceværket `The artist is present´.
Dokumentarfilmen af samme navn viser hvorfor. I følsomme nærbilleder af Marina og museumsgæsternes ansigter, som viser nysgerrighed, skepsis, smil og tårer, skaber filmen et uforglemmeligt intimt rum, som transcenderer tid og sted. Man er der simpelthen, sammen med Marina og museumsgæsterne i deres følelsers vold.
Performancekunst som rigtig kunst
Filmen følger Marina i hendes forberedelser til performanceværket, som er en del af hendes første store retrospektive udstilling på MoMA. Det er en bedrift for den 63 årige kvindelige kunster, der med et glimt i øjet ærligt erkender, at hun bliver noget træt af efter godt 40 år som performancekunster stadig at blive betegnet som ”alternativ”. For Marina bliver udstillingen derfor også en mulighed for at få skabt et seriøst eftermæle, ikke kun for hende selv, men på hele performancekunstens vegne. ”Showet på MoMA er vigtigt. Jeg vil udøve rigtig kunst, før jeg dør,” siger hun i filmen.
Filmen indfanger essensen af Marina Abramovićs performancekunst, som ikke blot handler om at bruge sin krop som medium, hvilket har været performancekunstnerens unikum, siden genren for alvor slog igennem i 1960´erne og vandt indpas hos mange feministiske kunstnere i 1970´erne. For Marina handler det også om energien mellem mennesker og om at være til stede foran sit publikum med et ægte, gennemtrængende nærvær.
”Hun har brug for publikum på samme måde, som hun har brug for ilt,” bliver der sagt i filmen, og netop publikum og deres tilstedeværelse har givet Marina styrken til at udholde de fysiske strabadser, som hendes performanceværker har krævet af hende igennem tiden. `The artist is present´ er bestemt ingen undtagelse. I 2010 sad Marina på stolen over for skiftende museumsgæster uden at spise, drikke eller rejse sig i syv og en halv time seks dage om ugen, i de tre måneder udstillingen varede.
Kunstnerens svære barndom
Marina Abramović har brugt sin krop i kunsten på ekstreme måder. Gamle filmklip og billeder viser, hvordan Marina i kunstens navn har udsat sin krop for knive, nervepiller, faste, piskning og vold. Tilskuere verden over er blevet frastødt, forfærdede og foruroligede over hendes tilsyneladende manglende smertetærskel.
”Men Marina forfører alle,” siger udstillingens kurator, Klaus Biesenback. Og det gør hun.
Bag den grænseløse vildskab udfolder Marina sig som et følsomt, humoristisk og livsklogt menneske. Helt ublu åbner hun op til sit inderste, det være såvel sårbarhed som begær. Hun fortæller om at være barn af politisk aktive forældre fra Eksjugoslavien og om en barndom præget af militant strenghed og manglende moderlig omsorg. Heldigvis fik Marinas bedstemor også sat sit præg på Marina med kærlighed og en åndelig tilgang til livets smerte, den samme åndelighed er både værket og filmen `The artist is present´ gennemsyret af.
Kunst og kærlighed
Filmen byder på æstetisk flotte billeder og bruger dokumentarfilmens klassiske greb med en blanding af fluen-på-væggen-optagelser, interviewklip med kunstkritikere og Marinas nære venner og gamle filmsekvenser. Klipningen er især vellykket, når der klippes fra Marina, der læser op af sit manifest med ordene ”en kunstner bør undgå at forelske sig i en anden kunster”, og til Ulay, manden hun dannede par med kunstnerisk og privat fra 1975 til 1988, der fortæller om deres første møde og passionerede kærlighedsforhold.
Ulay beskrives som Marinas ligemand. Han var villig til at gå til de samme ekstremer i sin kunst, hvilket fik Marina til hurtigt at forelske sig i ham. Et tema i deres fælles performancekunst var dualismen mellem kønnene, som de symbolsk udtrykte i værker med deres nøgne kroppe i voldsomme fysiske sammenstød. ”Vi var sorte og blå bagefter,” fortæller Ulay. ”Men det gjorde aldrig ondt."
Deres sidste værk sammen, `The lovers´, var til gengæld roligt, romantisk, smukt og tragisk på samme tid. For slet ikke at tale om ekstremt. Begge vandrede de på den kinesiske mur fra hver sin retning i tre måneder for til slut at mødes på midten, hvor deres samliv ophørte.
På MoMA mødes Marina og Ulay igen på stolene i den lysende firkant. Det bliver til et magisk møde og et sjældent øjeblik dér i biografmørket, hvor budskabet står lysende klart: Både ægte kærlighed og sublim kunst har en pris, men i filmens optik bliver begge dele også den største lidelse værd.
Anmelderen giver fem ud af fem kamptegn
Marina Abramović
‘The artist is present’
Instruktør: Matthew Akers
Premiere: 13. juni 2012 på Sundance Filmfestivalen
105 min.
Se trailer for filmen her:
Trailer The artist is present
Foto: Marco Anelli © 2010 (poster) & Marina Abramovic, Courtesy of Show of Force